fredag den 15. februar 2013

Stenaldermüsli


I de seneste år har jeg lavet min egen müsli, for der er råmeget sukker i langt de fleste gængse produkter, hvilket gang på gang bliver præsenteret som breaking news på landsdækkende. Det ER ikke breaking. Gør dig selv den tjeneste at kigge på næringsindholdet og ingredienserne, inden du putter varerne i kurven, det må være sundhedsråd nummer 1 fra mig af. Hvis sukker er en af de første ingredienser, og kalorieindholdet i øvrigt svarer til vingummibamser, så.slip.pakken.og.skynd.dig.væk.

Ud over at være madglad bare sådan generelt, har jeg altid vægtet morgenmaden meget højt, og da hovedingrediensen i min hjemmelavede müsli var havregryn, kunne jeg slet ikke overskue stenalderkost i starten.
Så fik jeg den geniale ide at google paleo granola. Meget klogt træk. Jeg kunne se det ene link efter det andet med stenaldermüsli! Begejstret udråbstegn! Jeg fandt inspiration hos flere forskellige amerikanske bloggere, og jeg er endt med at have en eller anden fusion, som jeg kalder min egen. Og verdens bedste, naturligvis.

Hvor mange portioner, der lige bliver til, afhænger af, om du spiser müslien med mandelmælk på, eller om den ryger oven på græsk yoghurt, skyr eller lignende. Men jeg kan læse ud fra mine kragetærsnotater, at den samlede portion bliver på et lille kilos penge. Du kan jo starte ud med at lave halv portion og se, hvad du synes. Det kan være, at du gerne vil have en sødere müsli end mig og derfor putter mere honning i? Eller elsker du kanel, så vil du måske gerne fordoble eller endda tredoble mængden af det? Vær min gæst, som man siger på engelsk.


Ingredienser


  • 400 g mandler
  • 100 g valnødder
  • 100 g græskarkerner
  • 100 g solsikkekerner
  • 100 g kokosflager
  • 4 spsk hørfrømel (kan evt. udelades - her er det tætteste, jeg kan komme på noget lignende i DK. Hvis du har en nøddekværn, skulle du også kunne male dem på den)
  • 1 dl raw honning
  • 3/4 dl smeltet kokosolie
  • 1 ½ spsk vaniljeekstrakt
  • 1/4 tsk salt
  • ½ tsk revet muskatnød
  • 1 spsk kanel

Fremgangsmåde


  1. Tænd ovnen på 175 C
  2. Hak mandler groft eller kom dem i en blender og pulser cirka 5 gange. Se billederne nedenfor, hvis du vil have en tekstur a la min. Kom mandlerne i en stor skål
  3. Hak ligeledes valnødder, græskarkerner, solsikkekerner groft eller put dem allesammen i blenderen og kør indholdet 3-4 sekunder. Kom det over i skålen til mandlerne
  4. Tilføj kokosflager samt hørfrømel og rør rundt med en grydeske, til blandingen er ensartet
  5. Bland de resterende ingredienser grundigt i en lille skål og hæld dem derpå henover nøddeblandingen
  6. Rør rundt, så nødderne bliver dækket helt
  7. Fordel blandingen ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Pres nødderne sammen med grydeskeen, så du får et cirka 1 cm højt lag. Kan müslien ikke være på en plade, så må du dele den op i to omgange
  8. Hvis du laver opskriften i Sydflorida eller i bi-sæsonen i Danmark, er det nu, der skal lukkes døre og vinduer. De stakkels bier forstår slet ikke, at den honning, der dufter så skønt, ikke er til dem.
  9. Bag müslien i 16-18 minutter. Hold øje med den hen mod slutningen af bagetiden, for honning brænder generelt let på, og det er så surt. Müslien skal være gylden, og bare rolig, den bliver knasende, når den er kold
  10. Lad müslien køle af en times tid på bagepladen, hak den derpå i mindre stykker. Kan du bedre lide en  mere fin tekstur, kan du bare bruge en kniv eller noget til at rode lidt rundt i müslien, mens den stadig er varm. På den måde klistrer den ikke så meget sammen
  11. Vent med at komme müslien på dåse eller i en lufttæt bøtte, til den er 100% kølet af. Jeg vil anbefale at opbevare müslien i køleskabet, men nu bor jeg også i et varmt land med høj luftfugtighed
  12. Glæd dig til morgenmad

Kommentarer


Prøv at skifte nogle af nødderne og frøene ud med fx. cashewnødder og hasselnødder.

Du kan også putte rosiner i müslien, men så skal du holde skarpt øje med ovnen for at sikre dig, at den ikke brænder på på grund af sukkerindholdet i de tørrede druer. Jeg plejer at drysse nogle rosiner hen over morgenmaden.

I stedet for at komme müslien på frugtyoghurt, hvis du lige som mig godt kan lide noget sødt og bæragtigt, så kog en pose blandede, frosne bær ved lav varme i et kvarters tid. Eventuelt sammen med en tsk honning. Hæld bærrene på et syltetøjsglas og opbevar dem i køleskabet. Så kan du hver morgen lave din egen friske bær-yoghurt ved at røre nogle skefulde bær sammen med dit foretrukne mælkeprodukt. Der er ikke et øje tørt...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar