torsdag den 28. februar 2013

Pæresalat


Jeg har været ude at shoppe i dag. Ikke en af de der gange, hvor jeg igen kom hjem med en ny neglelak og en fin sommerbluse - næh nej, jeg har skam købt mig noget så frækt som et vægtløfterbælte! I den seneste måneds tid har jeg af og til lånt et bælte, når vi har løftet tungt til træning, men nu har jeg altså taget mig sammen og købt mig mit eget. Det er vist også lidt mere hygiejnisk.

Dødløft med bælte
Der er mange holdninger til brugen af vægtløfterbælter, men formålet med dem er - ud over at se herre sej og stærk ud på kuglestødermåden - at man stabiliserer kropsstammen, fordi mavemusklerne får noget at presse sig frem mod, når man eksempelvis squatter. Bæltet hjælper med til at gøre mavemusklerne stærkere, så man også får et tungere løft uden at bruge det. Nogle mener, at man skal bruge bælte, når man løfter 70% af sin maksvægt, andre at man nærmest skal bruge det hele tiden, og andre igen at man ikke bør bruge det. Så vidt jeg kan forstå på de forskellige fora, er det en smagssag.


Snatch med bælte

Jeg har tænkt mig at bruge på de dage, hvor vi for eksempel skal lave tunge squats. Min mand træner efter en programmering inden for CrossFit, der hedder The Outlaw Way, og jeg følger disse WODs to-tre gange i ugen kombineret med de almindelige WODs i vores box. Outlaw fokuserer blandt andet på tekniske løft som Snatch og Clean and Jerk, og dybest set handler det om at blive dygtigere, stærkere og hurtigere til konkurrencer. Det tager tid, men det er helt klart det værd - min styrke og teknik er blevet voldsomt forbedret på de måneder, jeg har lavet Outlaw.

Men hov, det skulle jo handle om mad! Efter min russisk-vægtløfter-shoppetur lavede jeg mig nemlig denne her salat til frokost. Den kan gå alene som en let frokost eller aftensmad, eller du kan kombinere den med en stegt kyllingebrystfilet, hvis du har lyst. Eller en god bøf, mmh...


Til 1-2 personer

Ingredienser


  • 3 gode håndfulde blandet salat (jeg brugte babyspinat og krølsalat)
  • 1/4 hård pære
  • 1 lille spsk balsamico
  • 1 spsk olivenolie
  • 5 ristede mandler
  • 2 skiver lufttørret skinke

Fremgangsmåde


  1. Rist skinken ved middel varme på en tør pande. Den vil gerne krølle lidt, når den bliver varm, så brug en spatel eller lignende til at holde den nede på panden med. Skinken skal have omkring 5 minutter, og den er færdig, når den er blevet ristet lysere i farven. Lad den køle af på en tallerken - den bliver helt knasende, når den er kold igen
  2. Vask og snit salaten og kom den i en stor skål
  3. Snit pæren i tynde både og put bådene over til salaten
  4. Hæld olie og balsamico over og vend salaten sammen. Anret på en tallerken
  5. Skær mandlerne i splitter - efter bedste evne - og drys dem henover
  6. Bræk den afkølede lufttørrede skinke i mindre stykker og drys dem over salaten også. Hurtigt, nemt og enkelt

Kommentarer


Hvis du ikke lige har en lidt umoden pære på lager, så kan du sagtens bruge et grønt æble i stedet for. Det handler bare om at få noget sødt/syrligt/knasende ind i salaten. En håndfuld granatæblekerner ville heller ikke være dumt at blande i.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar