Jeg har vitterligt et had-/kærlighedsforhold til mit sjippetov. På de dårlige dage kommer jeg hjem fra træning med røde striber på underarmene, bagsiden af lårene og endda hen over munden, hvis det er gået helt i ged. På de gode dage er jeg nærmest flyvende og laver 30-40-50 dobbelthop (som det ville hedde på dansk, hvis nu CrossFit ikke var opstået i Californien) i streg og bliver kun nødt til at stoppe, når mine arme ikke vil mere.
For de fleste CrossFittere er det en kamp at få taget på Double-Unders, og det kræver blod, tårer og sved - i dén rækkefølge. Se bare min stakkels svedige hestehale. Dryp, sagde det! Hvis nu man ikke så så fuldstændig åndssvag ud, når man hoppede i sjippetov, ville jeg gerne have vist en video af mig selv. Men det her er min blog, og jeg bestemmer, så hvis du gerne vil se en video af fænomenet DUBs, så kig på fyren her.At gå fra almindelige hop til dobbelthop er bestemt udfordrende, men som så meget andet handler det om teknik. Chris Spealler, en af de bedste CrossFittere i verden, forklarer fint om det i denne her video. Hop højt og sving hurtigt. Tag det stille og roligt i starten, det gør ikke noget, at dine DUBs ikke går lynende stærkt - det gælder helt klart om at få styr på teknikken, og så kan du sætte fart på, når du er parat til det.
Og få først og fremmest fat i et ordentligt sjippetov, så du har dit eget. Mit er en letvægtsmodel fra Again Faster, som pt. desværre kun kan købes fra USA.
Det tog mig lidt over et halvt år, hvor jeg kørte efter sekvensen 3 almindelige hop, 1 dobbelthop, 1 almindeligt hop, 1 dobbelthop og så videre, inden jeg fik mod på at prøve 2 DUBs i træk. Det var virkelig svært at ryste den gamle rytme ud af kroppe, men jeg kunne sgu! Og jeg var så begejstret!
Øvelse gør mester, og jeg har øvet rigtig meget. Så siden da er det bare gået fremad, og her til morgen var den afsluttende WOD 100 DUBs på tid. Jeg havde egentlig ikke planlagt at tage ned i vores box, men jeg kan faktisk ikke lade være, når der er sjippetov på programmet. Skræmmende. Det havde jeg ikke troet for et år siden, hvor jeg med ærefrygt kiggede på nogle af de andre til træning uden at kunne se, at jeg nogensinde skulle nå deres niveau. Men det gjorde jeg. Sgu. Og det kan godt være, at jeg ikke kan løfte specielt tungt, men giv mig et sjippetov, og jeg skal vise dig en dansker i fuld fart fremad. Eller opad... Sådan hoppende-på-stedet-agtigt.
På vej hjem fra træning slog jeg et smut omkring Starbucks og tog en kop kaffe med på vejen som belønning. Det var helt vildt fedt at stå og vente på kaffen, mens jeg kunne mærke sveddråber dryppe ned ad nakken fra min hestehale. Mums. Det er i øvrigt også nemt at balancere kaffe, taske, solbriller og cykel, når det blæser halvanden pelikan. Gennemtænkt, Stine. Men god kaff'.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar