tirsdag den 26. februar 2013

Chokolademuffins med appelsin


Jeg siger dig, det har været en hård dag i dag. Jeg havde en rest hjemmelavet mandelmel i en bøtte (bøtte 4 ud af 19) i køleskabet, så jeg blev nødt til at bage cookies. For jeg spiste den sidste fra forrige omgang i formiddags. Og der lå nogle meget modne bananer på vores køkkenbord, så jeg blev nødt til at bage muffins. Som skulle prøvesmages. Begge omgange, for første hold var ikke noget at råbe hurra for.

Så nu sidder jeg her med let mavepine, alt imens der er en grøntsagssuppe i gang på komfuret. Den skal også smages til, hvilket alle jo ved gøres bedst, når man har spist kager hele eftermiddagen. Det er i øvrigt en portion suppe, der vil noget. Jeg venter halvt om halvt, at de hjemløse stiller sig op i kø uden for døren for at blive spist af.
Det er dog ikke til dem men til min kære mand. Han elsker at få suppe med til frokost, så nu skal hele herligheden bare hældes på bøtter og sættes i venteposition i henholdsvis køleskab og fryser. Dejligt nemt. Suppebøtterne glæder sig også til at komme derind igen - de føler sig så holdt udenfor ovre i skabet.

På den anden side set har det skam også været en god dag, for jeg har fået lov til at gøre noget af det, jeg allerbedst kan lide; læse og lave mad. Jeg er i gang med en amerikansk krimi, hvor jeg længe har haft en god idé om, hvem morderen var. Nu har handlingen heldigvis taget en drejning, så det vist ikke er ham alligevel, og det er egentlig meget rart. Jeg vil jo gerne have fuld valuta for pengene, også selv om det betyder, at der skal saves flere pigehænder af.


Til 8-9 muffins

Ingredienser


  • 35 g kokosmel
  • 2 spsk mørk kakao
  • 3/4 tsk natron
  • 1/4 tsk havsalt
  • 1 stor moden banan
  • 1 tsk vaniljeekstrakt
  • 2 spsk honning
  • 3 spsk appelsinsaft
  • reven skal af ½ appelsin
  • 1 spsk smeltet kokosolie
  • 3 æg
  • 30 g hakket mørk chokolade (min. 70% kakao) eller mørke chocolate chips

Fremgangsmåde


  1. Tænd ovnen på 175 C
  2. Sigt kokosmel, kakao og natron i en stor skål. Bland havsalt i de tørre ingredienser
  3. Mos bananen i en mindre skål. Bland vanilje, honning, appelsinsaft og appelsinskal deri og rør godt rundt
  4. Slå æggene ud i bananblandingen og pisk det hele sammen
  5. Tilsæt den smeltede kokosolie
  6. Hæld de våde ingredienser over i de tørre og rør, til du har en ensartet blanding
  7. Fold den hakkede chokolade i dejen - du kan eventuelt nøjes med kun at bruge 3/4 af chokoladen og så drysse et par stykker hen over de ubagte muffins, hvis du gerne vil imponere dig selv eller nogle gæster på præsentation
  8. Fordel dejen i muffinforme. Formene skal være 3/4 fyldte. Jeg bagte mit hold 2 i en muffinbageplade (et ord, jeg muligvis selv lige har opfundet) smurt med kokosolie
  9. Bages ca. 15 minutter på midterste rille
  10. Hvis du ligesom mig bruger en muffinbageplade, så lad kagerne køle af, inden du tager dem forsigtigt ud ved at lirke en gaffel rundt langs kanten. De har en tendens til at sidde fast i bunden af formen, så du skal altså være lidt tålmodig, selv om det kan være svært, når man står og ryster og savler og helt vildt gerne bare vil spise en chokolademuffin

Kommentarer


Som altid opbevarer jeg muffins i en lufttæt bøtte i køleskabet... De holder sig friske i op til 3-4 dage.

Af en eller anden grund fungerer kokosmel og citrus bare godt sammen. Det er som om, at citron eller appelsin med deres friske smag gør nogle muffins knap så tunge i det. Hvis du absolut ikke synes om tanken, så prøv at erstatte mængden af appelsinsaft med mandel- eller kokosmælk.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar